Datacase Ekspertviden Om #DataForBusiness

Har du penge på lager?

Har du penge på lager?

Hos Fibercon har de fået en billigere og mere stabil IT-drift ved at flytte mail og backup op i skyen. Men virksomheden vil gerne have flere data på produktionen, så det bliver nemmere at give præcise tilbud og styre lagerbeholdning. Det kræver nye millioninvesteringer, som der endnu ikke er luft til i budgettet.
Af Ernst Poulsen

 

Man kan godt sige, at de er startet fra nul-punktet, eller måske lidt under, Fibercon i Fårup tæt ved Hobro. For et par år siden var virksomheden helt nede og vende med en konkurs.

Siden da, er der kommet nye ejere og ny ledelse til.

”Vi har været gennem en større oprydning, hvor vi skulle skære urentable ting fra og finde en del besparelser på driften. Vi holdt fx op med at producere vindmøllevinger, fordi der findes andre, som er langt skrappere til det, forklarer firmaets nye økonomichef Mikkel Lauest.”

Fibercon producerer sandwich-paneler og komposit-løsninger som fx kølekasser til lastbiler. Kassen laves af en skumkerne, der er beklædt med glasfiber på begge sider, og der er altid tale om specialløsninger.

”Der findes nogle store firmaer på markedet, som leverer alle standardløsningerne. De kan stort set nå at lave flere kasser før frokost, end vi laver på et år,” konstaterer Mikkel Lauest tørt. Det er derfor heller ikke de firmaer, han ser som hovedkonkurrenterne, men en lille håndfuld virksomheder i Polen, Tyskland og Holland. I nogle af de lande ligger lønniveauet lavere, og derfor så han gerne, at Fibercon blev bedre til at automatisere nogle opgaver.

”Når vi limer glasfiberlaminat og skum sammen sker det manuelt. Her kigger vi på muligheden for at få en lim-robot, så medarbejderne blot skal lægge delene op. Det ville give en bedre kvalitet og højere produktionshastighed.”

Backup hvert halve år
På IT-området var der også behov for en kraftig opgradering.

”Noget af det første vi gjorde var at afmontere den gamle serveropsætning, som var bygget som en knopskydning. Dengang gik man fysisk rundt og tog backup med en ekstern harddisk hver halve år.”

”Nu har vi lagt mange ting i skyen på en Outlook 365 løsning og så bruger vi en Microsoft Azure-løsning. Det er noget mere stabilt, og så bliver der automatisk taget backup hver nat,” fortæller Mikkel Lauest, der også fungerer som IT-chef.

Han har selv en fortid hos Visma, der producerer økonomi- og ERP-software, og han er derfor vant til at arbejde med noget mere avancerede IT-løsninger. Den viden vil han gerne udnytte til at optimere IT-driften hos Fibercon.

Hønen og ægget
Her er han dog havnet i et klassisk hønen-og-ægget dilemma. Der skal ofte investeres en del, for at få et bedre data-overblik.

En af de helt store udfordringer er at få bedre styr på lagerbeholdningen. Det er væsentligt fordi virksomheden har en forholdsvis stor lagerbeholdning på 4-5 mio. kr., der trækker hårdt på firmaets likviditet. Da Fibercon kun laver specialopgaver, betyder det også, at mange af de varer firmaet bruger i produktionen har leveringstider på 6-10 uger, og det gør det svært at levere hurtigt uden at binde endnu flere penge i lageret.

Mikkel Lauest håber, at firmaet på et tidspunkt kan opgradere med scannere i produktionen og en udbygning af ERP-systemet.

”Vi skal have bedre styr på lageret og bedre styr på hvad der er brugt i produktionen. Det vil både gøre det muligt at følge vores vareforbrug på de enkelte projekter og dermed give kunderne nogle mere præcise priser samtidigt med, at vi bedre kan se, hvad vi tjener på de enkelte opgaver,” siger Mikkel Lauest.

Han regner dog med, at det vil koste en god million i IT-udstyr, konsulenttimer samt indkøring at udvide ERP-systemet. Derfor må visionen vente lidt endnu. Når man skal genstarte en virksomhed, kan man ikke gennemføre alle ændringer med det samme.

”Vi kommer ikke til at indføre de her ting lige med det samme. Men alle i ledelsen kan se potentialet i at skabe bedre overblik med bedre produktionsstyring. Målet er at træffe beslutninger, der bunder i data frem for mavefornemmelser,” understreger Mikkel Lauest.


Erfaringer fra DataForBusiness partneren:

Hanne Breddam fra BusinessMinds sidder til dagligt med kunder, som netop har udfordringer med Supply Chain, likviditet og lagerstyring, og hjælper med databaserede løsninger.
Hun fortæller hvordan BusinessMinds har hjulpet en dansk produktionsvirksomhed med at optimere produktionsplanlægningen. Der er implementeret en løsning som kæder information om råvarer der indgår i et konkret produkt, med lagerstatus. “Hvis alt er på lager får man et grønt lys. Hvis der mangler råvarer får man gult lys og kan man se leveringstider.”

“Vi oplever generelt at en del danske virksomheder, gerne vil optimere deres ‘supply chain’ og cashflow. Det er alle slags virksomheder, som handler med eller producerer fysiske produkter.  Det gælder om at have så lidt på lager som muligt for ikke at have penge bundet i varer, der endnu ikke er solgt. Omvendt er det vigtigt at kunne tilbyde optimal kundeservice og kunne levere med det samme”.

Det kræver først og fremmest, at man har enkle robuste automatiserede processer, at databaser bliver korrekt opdateret i processen og ikke mindst at både kunder, virksomheden selv og dets leverandører hele tiden har det rigtige overblik. Data skal naturligvis beskyttes for uvedkommende, men grundlæggende skal man have styr på datakvalitet, og have adgang til intuitive overblik, de rigtige visualiseringer af data og alarmer, der gør at man kan reagere og tage den rigtige aktion.

Hanne fortæller hvordan nyere teknologier som predictive modellering f.eks. med machine learning kan  forecaste mere præcist, f.eks. sæsonudsving eller umiddelbart uforudsete udsving.  “Teknikker som IoT (sensorer) og robotter kommer heldigvis ned i pris og gøre det nemmere at få de rigtige data indsamlet og opdateret automatisk”.

Hanne Breddam er CEO for BusinessMinds, som er et internationalt konsulenthus med fokus på BusinessIntelligence løsninger.



DataForBusiness er et samarbejde mellem IBM, Dansk Industri, Networked Business Initiative og en lang række certificerede rådgivere. Programmet tager afsæt i forskning fra CBS, Alexandra instituttet og Teknologisk Institut. Målet er at kick-starte 500 danske virksomheders konkurrencekraft i ´17-´18 gennem adgang til et digitalt dialogværktøj, udgivelse af rapporter, fælles events og uddannelsesforløb .

Læs mere om programmet og tilmeld dig på dataforbusiness.org og prøv værktøjet der leder fra data til vækst her

 

Leave your thought here

*Note: Your email will be kept secret and not be published